
REVNER I MURVÆRKET
HVAD ER EN REVNE, OG HVORDAN OPFØRER DEN SIG I MURVÆRK?
Revner i murværk kan fremkomme af adskillige årsager, hvilket der kan skrives tykke bøger om.
Det kan være en udfordring – selv for fagmænd – at fastslå de præcise årsager, hvis der eksempelvis mangler oplysninger om bygningen og bygningens statiske system, som er nødvendig information til at finde årsagen. Eller at der er tale om en kombination af flere årsager.
Her er eksempler og forklaringer på de mest almindelige årsager til revner i murværk.
SÆTNINGSSKADER I FUNDAMENTER:
Sætningsskader i fundamenter kan give alvorlige revner i murværket. Årsagen til sætningsskaderne kan skyldes:
- Svigt i jordens bæreevne (fundering på ikke bæredygtig jord).
- Fejl i funderingsmetode.
- Nærtstående træer som udtørrer jorden.
- Ændring af vandspejlets niveau.
- Utætte afløb og brønde m.m.
Det er vigtigt at holde øje med revnerne over et stykke tid for at sikre, at jorden har sat sig og revnerne ikke længere udvikler sig, inden udbedringen påbegyndes. Er revnerne stoppet med at udvikle sig, er det tilstrækkeligt at udskifte de skadede sten og omfuge de revnede fuger.
Er revnerne til gengæld i fuld gang med at udvikle sig, så er det meget nødvendigt at få fat i et ingeniørfirma, som kan hjælpe med undersøgelser samt udarbejdelse af løsningsforslag i forbindelse med forstærkning af fundamenterne. Her er det som regel nødvendigt at udarbejde en geoteknisk rapport for at vurdere jordens bæreevne og samtidig undersøge husets fundamenter.
BÆREEVNESVIGT:
- Større koncentreret lodrette eller vandrette laster, som påvirker murværket.
- Fejl i dimensionering af murværket.
- Fejl i opmuringen, hvor der er benyttet svagere mørtel eller sten.
Her er det nødvendigt, at et ingeniørfirma hjælper med rådgivningen og evt. udarbejdelse af statiske beregninger for forstærkning af murværket.
UHENSIGTSMÆSSIGE OMBYGNINGSARBEJDER:
I forbindelse med indvendige ombygningsarbejder kan der forekomme revner i murværket / facader. Dette kan fx skyldes nedrivning af stabiliserende vægge uden erstatning i form af stabiliserende rammer eller lignende.
Fjernelse af en dækkonstruktion, som understøtter de murede felter kan ligeledes give alvorlige skader i murværket.
Er der tale om en svækkelse af husets globale stabiliserende system, er det nødvendigt at genoprette husets stabilitet. Et ingeniørfirma kan hjælpe med udarbejdelse af statiske beregninger og konstruktionstegninger i henhold til gældende krav i bygningsreglement.
MANGLENDE BEVÆGELSESMULIGHED (DILATATIONSMULIGHED):
Opmuring af lange murfelter uden at tage hensyn til bevægelse i konstruktionen forårsaget af fugt og temperatur.
Det er nødvendigt at kunne etablere en bevægelsesmulighed. Her er det nødvendigt at kunne skære facaden op hele vejen igennem og etablere en elastisk fuge. De skadede sten udskiftes og de revnede fuger omfuges.
RUSTSKADER:
Revner i facaderne omkring altaner og karnapper skyldes typisk korrosion i udliggerjernet, som er det jern, der understøtter disse udkragede bygningsdele. Korrosion opstår når jernet udsættes for fugt og ilt, hvilket over tid fører til rustdannelse. Rust udvider sig op til 10 gang mere end det oprindelige jern, hvilket forårsager tryk på de omgivende murværk og dette medfører revnedannelse i facaden.
Når revnerne først opstår, kan de hurtigt udvide sig og medføre yderligere strukturelle skader. Revnerne kan desuden føre til yderligere fugtindtrængning i bygningens indre, hvilket forværrer korrosionen og skader facaden yderligere.
I værste fald kan jernbjælkerne i altanen eller karnappen miste sin bæreevne, hvilket udgør en risiko for kollaps af bygningsdelen. Dette er desværre set tidligere.
Udbedringen af revner og tærede udliggerjern kræver en grundig inspektion af skaden og skadens omfang samt de berørte konstruktioner. Dette kan ske med destruktive undersøgelser, hvor en fagmand kan se konstruktionen og herefter vurdere restbæreevnen af konstruktionen.
Hvis udliggerjernet er kraftigt tæret, er det nødvendigt at fjerne det beskadigede jern og eventuelt det omkringliggende murværk eller beton. Dette kræver omhyggelig planlægning samt udarbejdelse af projekt for midlertidig afstivning. Herefter udskiftes udliggerjernet eller forstærkes i henhold til konstruktionsprojektet.
Det nye stål skal være rustbeskyttet til klasse C5/I.
Efter udliggerjernet er udbedret, udbedres facaden.
TÆREDE JERNBJÆLKER OG UDLIGGERJERN I ALTANER OG KARNAPPER:
- Definition: Udliggerjern er I- eller U-formede jernbjælker, der bruges til at bære altanplader. De er udkragede over facademuren.
- Materiale: Udliggerjern er typisk lavet af jern, som kan være udsat for korrosion over tid, især hvis de ikke er korrekt vedligeholdt.
- Tæring: Tæring af jernbjælker opstår, når jern udsættes for fugt og ilt, hvilket fører til rustdannelse. Sammenkoblet med kalk i murværk, kan tæring svække bjælkernes bæreevne og udgøre en sikkerhedsrisiko.
- Tegn på Skader: Typiske tegn på tæret udliggerjern inkluderer rustpletter, afskalning af maling, og synlige revner eller deformationer i altanpladen / nærliggende murværk.
- Vedligeholdelse: Regelmæssig inspektion og vedligeholdelse er afgørende for at forhindre tæring. Dette inkluderer fjernelse af rust, påføring af korrosionsbeskyttende maling, og eventuel udskiftning af beskadigede bjælker.
FORKERT PLACERING AF ELLER MANGLENDE MURBINDERE:
Ved at placere murbindere meget tæt på husets hjørner eller ved at placere 2-3 murbindere på 1 m2, vil der ofte opstå revner.
Er der etableret murbindere tæt ved hjørnerne af huset, skal disse skæres over. Der skal være ca. 1 m fra husets hjørne til den første række bindere. Mangler der murbinder, kan der eftermonteres nye bindere.
SMÅ FINE REVNER:
Det er nødvendigt at pointere, at murværk, ligesom beton, revner. Det er vigtigt, at det bliver forudsat under projekteringen, at der vil forekomme revner. Dog er det sådan, at revnerne skal styres ved hjælp af armering eller revneanvisere. Er der revner med en revnevidde på mindre end 0,3 mm, er der som udgangspunkt ingen grund til bekymring.
MURSTEN OG MØRTEL:
Ved udskiftning af sten og omfugning i forbindelse med udbedring af skaderne, kan det meget stærkt anbefales, at der anvendes samme type sten og fuger som eksisterende murværk.
Ved de gamle københavnske ejendomme anbefaler vi, at der anvendes sten kategori 1, klasse 20 og Hydraulisk kalkmørtel (dvs. det er kalk, som er et bindemiddel). Ved nyere byggeri anvendes som regel en kalk-cement mørtel (dvs. det er cement, som er et bindemiddel).
Under alle omstændigheder, er det nødvendigt, at et ingeniørfirma beskriver den rigtige type sten med den rigtig type mørtel, der passer præcis til den enkelte konstruktion og de belastninger der påvirker konstruktionen.
Kontakt os for et konkret tilbud på telefon +45 2617 1919 eller via kontaktformularen her på siden.